Oksetværreb sous vide

Inspireret af utallige engelsksprogede blog posts over temaet "72 hour sous vide short ribs" købte jeg fredag eftermiddag 2stk oksetværreb på tilbud i Kvickly. Fine og relativt magre stykker. Udskæringen taget i betragtning naturligvis. De blev pakket med knuste laurbærblade, hvidløgspulver og timian og nedsænket i 58c vandbad. Jeg var godt tilfreds med at have aftensmaden til mandag på plads og på den måde give mandagens udgave af mig selv lidt af fredagens overskud. Skønt.

Jeg bør snart anskaffe en bedre beholder til at lave vandbad i. Mine gryder er enten for store eller små til at være rigtigt egnede til min Anova. 

Temperaturen:

58C. Jeg skulle blive klogere.

Det var første gang jeg har sous vide't et stykke kød så længe og var ret spændt på resultatet. Jeg var bekendt med at sener og fedt først smelter/nedbrydes ved omkring 70-73c, så eksperimentet gik ud på om der måske alligevel kunne iagttages en nedbrydning over så lang tid.
Det kunne der desværre ikke.

Fedt og sener er velbevarede efter 72 timer.

Kødet blev rigtig mørt, velsmagende og saftigt og med en skøn grovfibret struktur. Desværre var de væsentlige mængder fedt og sener stadig tilstede. Og det trækker altså så meget ned i oplevelsen af retten, at jeg ikke vil anbefale at tilberede oksetværreb som sous vide. I hvert fald ikke ved 58c. Måske 75-80c kunne virke. Er der nogen der har prøvet det?

Kødet røg hurtigt forbi grillpanden og blev anrettet med timiangulerødder, rugotto (en rest fra weekenden med hytteost og spinat) og kanelbutternutsquash.

Så vandt mandagen alligevel.

Indledende note

Bloggen her er egentlig mest for min egen skyld. Så jeg kan huske hvad jeg har lavet af godt og skidt i det lille køkken på Amager hvor jeg bruger en ret væsentlig del af den tid hvor jeg ikke begår (omend skønne) trivialiteter som at arbejde, sove eller have min søn på skødet/puslebordet/nakken.
Hensigten er også at dele ting der går galt, eller som bare kunne gå bedre og mine overvejelser omkring dette.
I det danske madbloglandskab får man hurtigt indtrykket af at madbloggere ikke får dårlige ideer eller fejltilbereder mad i et tosset forsøg. Det er forhåbentlig ikke rigtigt. Køkkenet er for mig en legeplads og et værksted hvor jeg bygger og hygger og prøver mig lidt frem. Kogebøger og blogs læses bedst på sofaen. Velkommen.